På en folkeskole i det centrale Florida blev to piger på hhv. 11 og 12 år tirsdag anholdt.

Pigerne havde været på skolens toilet, klar til at overfalde 15 elever fra et mindre klassetrin, slå dem ihjel og drikke deres blod.

Men planen blev stoppet kort forinden, da skolen havde kontaktet en af pigernes forældre og fortalt, at hun ikke var mødt op til undervisning.

Skolens vicerektor fandt efterfølgende pigerne på toilettet, den ene var i besiddelse af en køkkenkniv og en slagterkniv, skriver CNN.

Ifølge myndighederne er pigerne tilbedere af Satan, og de havde tænkt sig at drikke blodet fra eleverne og muligvis spise deres kød.

Efterfølgende havde de tænkt sig at begå selvmord.

Politiet fortæller, at de to mistænkte også havde en pizzaskærer og et drikkebæger på sig under anholdelsen.

Sagen efterforskes nu, og pigernes hjem er blevet undersøgt.

Politichef Joe Hall fra Bartow Police i Florida forklarede ved et pressemøde, at de havde fundet et håndlavet kort, hvor der stod 'gå ud og dræb på toilettet'.

De to piger på 11 og 12 år er nu anklaget for sammensværgelse om at begå mord, besiddelse af våben på skolens ejendom, at bære et skjult våben samt afbrydelse af en skolefunktion.

Der var allerede politi på stedet, fordi en elev havde fortalt en lærer om et rygte om en trussel mod skolens elever.

Den kommende tid vil ekstra betjente være på skolen, oplyser politiet.